Vi taler meget om relationer.
Om parforhold.
Om familier.
Om venskaber.
Om kolleger.
Om hvordan andre trigger os, spejler os og vækker gamle sår.
Vi lærer at forstå projektioner.
At se vores mønstre.
At blive mere bevidste om, hvordan vi er sammen med andre.
Men måske overser vi den vigtigste relation af dem alle.
Relationen til os selv.
For uanset hvor mange mennesker vi møder gennem livet, er der én person, vi aldrig kan gå fra.
Os selv.
Vi lever i en tid, hvor kunstig intelligens udvikler sig hurtigere, end de fleste af os kan følge med.
Den kan analysere enorme mængder information.
Skrive tekster.
Løse komplekse opgaver.
Skabe billeder.
Finde sammenhænge.
Det er fascinerende.
Og det er en udvikling, vi skal forholde os nysgerrigt og ansvarligt til.
Men midt i begejstringen stiller jeg mig selv et andet spørgsmål: Hvad sker der med mennesket, hvis vi bliver bedre til at udvikle teknologien end til at udvikle kontakten til os selv?
Vi har gennem mange år gjort hovedet til vores vigtigste redskab.
Vi tænker.
Analyserer.
Planlægger.
Optimerer.
Forklarer.
Vi er blevet dygtige til at forstå.
Men forståelse er ikke det samme som visdom.
Sindet kan samle information.
Det kan skabe overblik.
Det kan huske.
Det kan regne.
Det kan sammenligne.
Men sindet kan ikke mærke.
Det er kroppen, der mærker.
Det er hjertet, der forbinder.
Og det er bevidstheden, der gør os i stand til at være nærværende med det, der er.
Måske er det derfor, så mange mennesker ved præcis, hvad de burde gøre…men alligevel ikke kan gøre det.
Ikke fordi de mangler viden.
Men fordi forbindelsen mellem hoved, hjerte og krop er blevet svag.
Vi forsøger at tænke os frem til det, der i virkeligheden skal mærkes.
Jeg tror ikke, at vores største udfordring bliver kunstig intelligens.
Jeg tror, vores største udfordring bliver at bevare kontakten til det menneskelige.
Til empati.
Til nærvær.
Til intuition.
Til den indre ro, der ikke kan downloades.
Til den visdom, der ikke opstår gennem flere informationer, men gennem erfaring, stilhed og kontakt.
Måske bliver fremtidens vigtigste kompetence derfor ikke at kunne bruge AI.
Måske bliver det at kunne være menneske.
At kunne være nærværende.
At kunne mærke sine grænser.
At kunne regulere sit nervesystem.
At kunne rumme sine følelser uden straks at ville fikse dem.
At kunne være i relation – både med andre og med sig selv.
For jo mere intelligent vores værktøjer bliver, desto vigtigere bliver det, at vi husker den intelligens, som allerede lever i os.
Den, der ikke kun tænker.
Men mærker.
Den, der ikke kun ved noget.
Men ved sig selv.
Og måske er det netop her, fremtidens største udvikling ligger.
Ikke i at blive mere kunstige.
Men i at blive mere menneskelige.
Yoga: Brokbjergvej 8, 8600 Silkeborg
Sessioner: Nørregade 51, 8620 Kjellerup