En dybdegående rejse i følelsesmæssig intelligens, selvansvar og transformation

Har du oplevet at havne i de samme konflikter – igen og igen?
At du uanset hvor meget, du forsøger at ændre dig, alligevel ender i de samme følelser, de samme dynamikker og de samme oplevelser af at være fanget?
Måske har du lært at tage ansvar for alles stemninger og behov – og kaldt det omsorg.
Måske har du lært at tage styringen – og kaldt det handlekraft.
Måske har du lært at glatte ud, hjælpe og redde – og kaldt det kærlighed.

Men under overfladen… Der ligger en stille længsel. Efter ægthed. Efter frihed. Efter at kunne ånde frit i dig selv og dine relationer. Efter at kunne mærke: “Her er jeg. Her står jeg. Jeg er ikke længere fanget i roller, jeg ikke selv har valgt.”

Denne rejse handler ikke om at blive en ny version af dig selv – men om at huske, hvem du var, før du lærte at spille roller for at føle dig elsket, tryg eller god nok. Det er en rejse fra drama til frihed – fra overlevelse til nærvær. Fra reaktion til bevidst handling. Og vigtigst af alt: En rejse hjem til dig.

Dramatrekanten – et psykologisk spil, vi alle kender

Dramatrekanten er en dynamik, vi alle har været fanget i – bevidst eller ubevidst.
Den udspiller sig i de tre velkendte roller:
Offeret – “Det er synd for mig.”
Krænkeren – “Det er din skyld.”
Redderen – “Jeg skal hjælpe dig.”

Men dette drama udspiller sig ikke kun i dine relationer med andre – det foregår også inde i dig selv.

Vi bærer ofte de samme roller i vores indre dialog:
Først føler du dig hjælpeløs og overvældet (Offeret).
Så skælder du dig selv ud og siger, du burde have gjort noget andet (Krænkeren).
Og derefter forsøger du at dulme smerten – med kaffe, arbejde, alkohol, tv eller søde ord (Redderen).

Vi skifter mellem rollerne uden at lægge mærke til det. Det ene øjeblik føler vi os magtesløse, det næste forsøger vi at tage kontrollen – og bagefter glatter vi ud, så ingen (heller ikke os selv) skal mærke ubehaget. Spillet kører. Og vi mister os selv i processen.

Redderen og Krænkeren – to sider af samme mønster

Redderen og Krænkeren kan umiddelbart synes meget forskellige. Men de kommer fra samme sted: en udadreagerende, reaktiv energi, der forsøger at kontrollere omgivelserne for at undgå egen sårbarhed.

Krænkeren reagerer med vrede og dominans.
Redderen reagerer med omsorg og pleasende adfærd – men ofte med en underliggende frustration, der ikke får luft.

Begge roller opstår, når vi ikke føler os trygge nok til at være ærlige omkring vores indre tilstand. Vi handler ud fra frygt, ikke kærlighed. Og det dræner både os selv og vores relationer.

Transformationen: Frihedstrekanten

Transformationen starter, når vi tør tage ærligt ansvar for vores indre verden. Når vi ikke længere forsøger at fixe, kontrollere eller please – men i stedet møder os selv og andre med ærlighed, nærvær og følelsesmæssig intelligens.

I stedet for de gamle roller, træder vi ind i tre nye bevidstheder:
Skaberen – den, der tager ansvar og skaber bevidst.
Udfordreren – den, der kærligt skubber til vækst.
Coachen – den, der støtter og guider uden at tage over.

Herfra handler det ikke længere om at “vinde” en konflikt eller fremstå som den mest bevidste i rummet. Frihedstrekanten er ikke en model for spirituel overlegenhed – det er en invitation til at blive mere menneskelig. At stå ved os selv. At tage ansvar. Og at give slip på den facade, vi har lært at beskytte os med.

Følelsesmæssig intelligens – nøglen til frihed

Mange af os er blevet dygtige til at tænke og analysere – men har aldrig lært at mærke. Vi har lært at skjule vores smerte og projicere den udad som bebrejdelser. Men sand transformation kræver noget andet: ærlig kontakt med det, vi føler. Følelsesmæssig intelligens handler ikke om at mestre følelser, men om at rumme dem. At turde mærke uden at overreagere. At kunne være i ubehaget uden at miste sig selv. Når vi åbner os for denne form for intelligens, begynder vi at forstå os selv og andre på et dybere plan – og først dér skaber vi ægte frihed.

Historien bag bogen

 I efteråret 2011 modtog jeg en besked, der ændrede mit liv. Den kom ikke som et brev eller en e-mail. Den kom indefra.

Beskeden var klar: Hvis jeg fortsatte med at leve, som jeg gjorde, havde jeg fem år tilbage at leve i. Ikke nødvendigvis fysisk. Men noget i mig ville dø. Min livsglæde. Min frihed. Min forbindelse til mig selv. På det tidspunkt levede jeg i København. Udadtil fungerede livet. Jeg havde arbejde, relationer og et liv, som mange sikkert ville mene så godt ud.

Men indeni mærkede jeg noget andet. Jeg var træt. Ikke bare træt i kroppen. Træt i sjælen. Jeg var blevet så vant til at tage ansvar, præstere, tilpasse mig og være der for alle andre, at jeg næsten havde mistet kontakten til mig selv. Jeg vidste ikke dengang, at jeg levede store dele af mit liv fra Redderens energi. Jeg troede bare, at jeg var hjælpsom. Omsorgsfuld. Ansvarlig.

Men under overfladen lå der også noget andet: En længsel.
En længsel efter frihed. Efter sandhed. Efter at finde hjem. Så jeg begyndte at lytte. Ikke til verden omkring mig. Men til den stille stemme indeni. Den førte mig væk fra det liv, jeg kendte. Væk fra tempoet. Væk fra præstationerne og hjem. Ikke på én gang. Men skridt for skridt.

De følgende år blev en rejse gennem lag af gamle mønstre, overlevelsesstrategier og identiteter, som jeg havde båret rundt på i årtier uden at være bevidst om det. Jeg begyndte at forstå, hvordan vi mennesker kan sidde fast i roller, vi tror er os. Hvordan vi kan komme til at leve som Redderen, Offeret eller Krænkeren uden nogensinde at stille spørgsmål ved det.

Og vigtigst af alt: Hvordan frihed ikke handler om at blive et andet menneske. Men om at blive mere af den, vi allerede er. Undervejs blev livet ved med at undervise mig. Jeg stod ved begge mine forældres side i deres sidste år og i deres afsked med livet. Jeg lærte noget om kærlighed dér. Noget om nærvær. Noget om modet til at blive i det, der er svært. Jeg lærte, at vi ikke altid skal redde. Nogle gange skal vi bare være til stede. Lytte. Holde hånden. Og elske.

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at denne bog aldrig kun handlede om Dramatrekanten. Den handlede om hjemkomsten. Om at finde tilbage til sig selv. Om at turde slippe de roller, vi har bygget vores identitet op omkring, om langsomt at opdage, at frihed ikke findes et sted udenfor os. Den begynder i det øjeblik, vi tør møde os selv ærligt.

Fra Drama til Frihed – den dybe transformation er resultatet af den rejse. Og måske er den også begyndelsen på din.

En bog - og en praksis

Fra Drama til Frihed er meget mere end bare en bog.
Det er en rejse. En invitation. Et levende værktøj til dig, der længes efter mere klarhed, dybde og ægthed i dit liv.

Bogen guider dig gennem transformationen fra Dramatrekanten til Frihedstrekanten – og undervejs bliver du inviteret til at undersøge dine egne mønstre gennem refleksionsspørgsmål, øvelser og personlige indsigter. Det handler ikke om at “læse færdig” – men om at mærke, stoppe op, skrive, sanse og vælge noget nyt.

Det er en praksis, fordi den ikke bare skal forstås med hovedet, men leves med kroppen, hjertet og bevidstheden.
Du vil blive opfordret til at:
– Genkende dine egne roller og dynamikker
– Skrive dine refleksioner ned
– Øve dig i at skifte perspektiv og tage nye valg
– Skabe bevidsthed og frihed i dit eget tempo

Bogen er din følgesvend – ikke din dommer.
Den minder dig om, at transformation ikke kræver perfektion, men mod, ærlighed og tålmodighed.

Du kan købe bogen her på siden – eller finde den hos din lokale bogpusher

Bog pris 295 kr. 
Sendes med dao, fragt 45 kr.
I alt 340 kr.

Send mig en mail, hvis du ønsker at bestille flere eksemplarer. 

E-bog pris 115 kr. 

Anbefaling

‘Fra Drama til Frihed’ har ændret min måde at se og forstå mig selv på.
Da jeg læste den, kunne jeg mærke og genkende, hvordan jeg glider ind og ud af roller som offer, redder og krænker, ofte uden at opdage det, mens det sker.

Jeg forstår nu at det ikke er forkert, men blot er mønstre, der på en måde prøver at passe på mig, og som samtidig kan komme til at låse mig fast.

Bogen har givet mig et sprog og en bevidsthed, som gør, at jeg i dag opdager det, både i mig selv og i mine relationer. Og når jeg ser det, øver jeg mig i at give plads til et lille mellemrum. Et sted, hvor jeg ikke bare reagerer automatisk, men faktisk kan vælge noget andet. Det har gjort en kæmpe forskel for mig.

Hvis du er nysgerrig på dine egne mønstre, er den værd at læse. Den kan noget.
Pialiv 

Anette er mega kompetent. Hun er jordnær, omsorgsfuld, direkte og med et glimt i øjet. Det er tydeligt at mærke at det er Anettes faglighed og rejse man får i bogen. 

Den kan både læses hurtigt igennem og få et indblik i drama/friheds trekant, den kan bruges som opslagsværk, og som procesbog. 

Bogen er som et spejl, hun holder op foran mig, så jeg kan se mig selv, og andre, fra nye vinkler.

Den er nem at læse, der er ingen højrøvet spirituelle floskler, vendinger eller svært psykologiske sprog. Det er en følelse af at alt drama bliver skrabet væk, så essensen står skarpt.
Noell

Jeg købte bogen til både mig og min kæreste med et håb om at han bedre kunne forstå mig, mønstre og vores dynamik i forholdet. Det virkede! Han føler sig set, han føler han forstår mig bedre, han ser de uhensigtsmæssige mønstre nu. Det er en bog der er med til at skabe et solidt fundament mellem os, en ny start, nye samtaler og forståelser der åbner os hver især og skaber frihed.
Anonym