Indre udvikling

Vi taler meget om relationer.
Om parforhold.
Om familier.
Om venskaber.
Om kolleger.
Om hvordan andre trigger os, spejler os og vækker gamle sår.
Vi lærer at forstå projektioner.
At se vores mønstre.
At blive mere bevidste om, hvordan vi er sammen med andre.
Men måske overser vi den vigtigste relation af dem alle.
Relationen til os selv.
For uanset hvor mange mennesker vi møder gennem livet, er der én person, vi aldrig kan gå fra.
Os selv.

Når vi mister vores forældre, mister vi ikke bare mennesker.
Vi mister et helt kapitel af vores liv.

Og måske er noget af det vigtigste at forstå, at vi heller ikke selv er helt de samme bagefter.

Sorg handler ikke kun om savn.
Den forandrer os.
Den gør livet mere ærligt.

Pludselig føles visse ting mindre vigtige, mens andre træder tydeligere frem.

Måske er det derfor, mange oplever, at de ikke helt passer tilbage ind i deres gamle liv bagefter 🤍

Jeg har skrevet et længere blogindlæg om sorg, kærlighed og det at miste sine forældre.

Omkring 9–10-års alderen sker der ofte noget stille inde i barnet. Rudolf Steiner kaldte det Rubicon – en indre overgang, hvor barnet begynder at opleve sig selv som adskilt fra verden. Et indlæg om barnets energi, overlevelsesstrategier og det indre barn.

Vi står på tærsklen til et kollektivt skifte, hvor det, vi før troede var “sandheder”, smuldrer for øjnene af os.
De gamle systemer – politiske, økonomiske, relationelle – er ikke længere i stand til at holde os på plads. Og det er ikke fordi, noget er galt. Det er fordi, noget nyt er ved at tage form.